Et andet tip er at stoppe med at læse om at øve sig og i stedet øve sig.

Tegnsætning er mere end andre gange nødvendigt for fuld forståelse.
Jeg skriver mange noter*. Eftersom jeg fra nu af skal være mere leveringsdygtig af jokes end nogensinde, er det vigtigt, at en god idé ikke går glemt.
De gode ideer kommer ofte sammen med øl, gin og godt selskab, hvilket resulterer i nogen højst besynderlige noter indimellem. Hvad betyder den ovenstående?
Er det en forespørgsel? “Kom her, finger med lugt.” I så fald; hvad kommer lugten af? Og hvad skal den komme hen til? Hvis det er personens egen finger, der lugter, er den der vel allerede. Hvad skal han med en anden mands lugtende finger?
Næ, det jeg mente var: Kom-her-finger med lugt. Forklaring? Hvis noget lugter i en tegnefilm, symboliseres det som regel ved en form for damp-sky, der stiger op fra flæskestegen. Skyen former sig til en finger, der lige så snigende lister sig op i Anders Ands næsebor og bærer ham hen mod flæskestegen.
Fænomenet var én af de ting, jeg ville huske fra i lørdags. Joken har jeg glemt.
Lille Victor Lander er i denne uge i erhvervspraktik hos mig som komiker. Hvilket er skørt. For det første fordi, det indeholder erhverv, for det andet fordi jeg ikke rigtig laver noget. Så vi sover længe, skriver jokes og drikker kaffe (Victor får kakao).
Jeg var selv i erhverspraktik ved en arkitekt — og intet ondt om arkitektfaget, men det er eddermame et lortefag. Ofte sad jeg og kæmpede en hård kamp mod mine øjenlåg. De sagde ned, jeg sagde okay, og så sad jeg der og halv-sov.
Victor har lavet comedy i noget tid, og jeg kender ham i forvejen fra caféerne i Århus. Men i går var han for første gang på i København. På Barbar Bar (byens hyggeligste open mic), og det gik ærligt talt pisse godt. Så vi er positive.