Solbriller og Roskilde og… damer
Jeg er lige kommet hjem fra Roskilde Festival. Det var endnu en fantastisk omgang øl, sol, musik og virkelig, virkelig meget snavs. Det er vigtigt at være forberedt på alt inden sådan en tur. Jeg havde selvfølgelig forberedt mig på godt vejr og fundet nogen fantastiske solbriller i god tid, for selvom man ikke ved meget om vejret, inden man står i det, er det bedst at være klar til hvad som helst. (Eller - jeg havde faktisk ingen gummistøvler med, så måske var der her mere tale om en forhåbning end forberedelse.)
Solbriller er en essentiel del af en Roskilde Festival. Ikke mindst i et vejr som det i år. Selvfølgelig fordi de skygger for solen, jo jo, og at man derved ikke behøver have sammenknebne øjne og ligne en, der har ondt i maven af Roskilde-syge (ha ha). Men en endnu vigtigere del af solbriller er selvfølgelig noget andet. Og her overrasker jeg vel ingen; Inde bag ved de farvede glas er du fri til at kigge, hvorhen du end har lyst, uden at nogen tager det ilde op.
Denne egenskab bliver ligesom de farvede glas også kun mere behjælpelig i det gode vejr, for jo bedre vejr og ikke mindst varme, jo mindre tøj.
Det er jo det rene vanvid så mange smukke mennesker, der er i Danmark. Fuck, hvor er vi priviligerede. Jeg tænker selvfølgelig mest på dig, pige, der i din bikini og korte shorts gør en festival til én lang behagelig rejse gennem bart hud. En gåtur med kammeraterne forbi badesøen tager lang tid. Og ingen i følgeskabet spørger hvorfor eller klager. For der skal kigges. Det er helt umuligt at føre en særlig dyb, vedvarende samtale, mens denne vandring står på, for deres opmærksomhed er ligesom ens egen spredt bredt udover strandstykket og alle de tøser, der måtte ligge der.
Det lyder lidt suspekt, jep, men hør nu; Jeg kigger på både for og bag, bevares man er jo mand (og det gør mænd tilsyneladende). Men mest af alt tror jeg stadig, det i mig der er mest begejstret, er den lille dreng, der stadig efter snart mange år bliver betaget over de små, men magiske detaljer; bh-stroppen der sidder skævt, shortsenes indsnævring om livet, der laver et indhak i håndtagene, mascaraen, der i løbet af dagen har grattet sig en smule ud, håret, den vuggende gang, smilet, smilet er du gal. Alt det, jeg ved så lidt om, men finder så spændende. Selvfølgelig kigger vi, men ikke blot efter en størrelse patter, et par lange stænger og en stripperstang. Mest af alt kigger vi bare, fordi du ligner en, vi virkelig godt gad kende.
At snave var så fedt
Engang var det fedt at snave. Altså — sindsygt fedt. Bare dét. At snave. Nærmest uafhængigt af, hvem den anden var, var den savlende tungeberøring i sig selv en sejr, der kunne vende en lorteweekend til en slet-ikke-så-ringe-endda-weekend. Det var håbet om dette, der trak dig ud af sengen hver eneste dag i en påskeferie for at tage til fest hos den næste, hvis forældre var udenbys. Det var det, der fik dig ud af sengen for at tage til endnu et tarveligt halbal med dårlig musik og den evindelige, umulige kamp mod at blive ædru som aftenen skred frem.
Det er stadig fedt at snave. Det er stadig et lille vundet slag i en gigantisk krig af scoreforsøg. Men magien blot i kysset er dysset ned. Eller; først kommer begejstringen over, at dit tåbelige forsøg på at gøre et indtryk virkede, og at det virkelig VAR et godt tidspunkt at læne sig ind over hende med trutmunden stikkende frem. Men så er det det for magi. Straks er der tusinde andre ting at tænke på.
Måske finder jeg det distraherende altid at skulle afveje signaler til, om snaveriet skal lede til mere (og hvor meget mere?) og det tager fokus væk fra Punkt 1: Kysset (ikke hvidevarehandlen).
Seriøst, ham der opfinder en formel for korrekt aflæsning af signaler fortjener en fredspris. Eller bare en eller anden pris. Mandelgaven. Det er derfor jeg altid ånder lettet op, hvis en pige spiller med åbne kort og siger tingene direkte. “Prøv at høre her, jeg kender dig ikke og nej, jeg synes ikke det er imponerende, at du kan bunde to øl på fem sekunder. Skrid ud af mit soveværelse!”.
Dét er da ikke til at misforstå.
Dramatisk
Komik er en dramatisk sport. Enten dør du eller også dræber du.
Det hænder for selv den bedste, at man har en dårlig dag. At man slet ikke fanger publikum, der blot sidder ventende hen. Ventende på, han siger noget sjovt. Også selvom de selvsamme jokes har virket 100 gange før, er det eneste man får et fnys eller et enkelt sølle kluk. Så dør du.
Andre gange kan du nærmest ikke få et ord ind for publikums latter. Til sidst kan du nærmest bare smile og publikum griner. Du er sikker på dit materiale og fremfører det med overbevisning. Det er som om, du og publikum - ved et uforklarligt tilfælde - har ramt en dag, hvor I bare klikker. Og alt er godt. Så dræber du.
Og så er der alle de aftener, hvor du er herimellem. Forhåbentlig tættere på den sidste. Men fordi du er så udsat alene på scenen og derved alene med ansvaret, er det nemt at forfalde til at bedømme alle shows på denne enten-eller-skala. Med hang til at runde nedad. Komikere er dramatiske.
